Det har selvfølgelig også ændret mit forhold til Ellinor. Ikke at jeg ikke så hende før - med PCO og alt muligt andet, var hun jo et mirakelbarn for mig - men jeg er endnu mere bekymret for hende, når jeg er ude. Jeg prøver virkelig at holde fast i mig selv for ikke at blive overpylret og bekymret for, at der skal ske noget. Derfor er det også rigtig sundt for hende at få en lillebror nu. Hun har været min livline, mit livsstykke. Hun har været bekræftelsen på, at når der sker noget skidt i livet, og det ser sort ud, så er der også noget godt. Der er altid både yin og yang. Hun er, og var, i sorgen, den største livsbekræftelse.

At miste Karl har, mere end noget andet, fået mig til at indse, at det at få børn er på lånt tid. Man skal virkelig være opmærksom på at være til stede, fordi det er så kort og så skelsættende, det man har sammen.

Jeg ville ønske jeg havde en opskrift på hvordan man kommer igennem sådan en forfærdelig sorg, men det har jeg desværre ikke, og det er jeg ked af. Grunden til at jeg er så ked af det, er at jeg ikke ønsker at nogen skal opleve det, jeg har været igennem. Jeg kan sige hvad der har fungeret for mig, og så tror jeg ellers at man skal mærke efter med sig selv. Vi er så forskellige. Den måde, vi håndterer sorgen på, er forskellig.

Det, der overraskede mig meget, var hvor meget tabu der var omkring det. Hvor lidt folk fortalte om den sorg de havde, og hvordan sorgen lå gemt inde i dem, og blev til en mere og mere grim ting. Det lå nede i dem og rådnede, og det var meget tabubelagt. Folk omkring dem havde en tendens til at tro, at bare fordi der er gået et par måneder, er de vel okay nu?
For det første er det helt sikkert, at vi kommer til at miste i livet. Det er jo ligemeget om det er et barn eller en forælder eller hvem det er, man mister: Det er 100% sikkert at døden kommer tæt på os. For det andet, bliver vi nødt til at sætte ord på det; beskrive, at det ikke er noget, der bare forsvinder. Det bliver et livsvilkår.

Sorgen er noget af det, der ændrer os, og vi kommer til at have et forhold til den her sorg gennem hele livet. Vi skal så finde ud af hvor den sorg skal være henne. Jeg tror på, at hvis vi taler om det, er det lettere at håndtere - for vores omgivelser og for os selv. Jeg har været ude for, at folk nærmest ikke kunne se mig i øjnene, da de mødte mig, fordi de ikke vidste hvordan de skulle håndtere det. Det er jo også fordi vores samfund er rykket et sted hen, hvor vi ikke længere går med sørgebind. Vi siger ikke “Jeg kondolerer med dit tab”. I stedet spørger man “Hvordan er vejret i dag?”, “Jeg håber, at alt går godt” og sådan noget.

Der er en meget stor berøringsangst omkring det. Jeg tror ikke det er sundt. Nogle mennesker vil gerne snakke om det, nogle vil gerne holde det privat. Det, det er vigtigt med sorg er, at der ikke er noget rigtigt og forkert. Der er hvordan du føler det, og det er det, der er det vigtigste.