SALE | Spar 30-50% på udsalgsvarer | SHOP NU
I 2019 mistede I jeres søn, og din datter sin lillebror.
Det må have været skelsættende for dig som mor, og for jer som familie. Hvordan kommer man igennem sådan en forfærdelig sorg? Hvis det har, hvordan har det ændret dig som mor?

Vi mistede Karl i 2019. Som jeg ser tilbage på det nu, er der et før og et efter. Det er der nok ved alle graviditeter, men den her har bare været så skelsættende for os som familie. Det gælder både for de to ældste fra Thomas’ første ægteskab, Jeppe og Tobias, Ellinor - som på det tidspunkt var ret lille - og så selvfølgelig Thomas og jeg. Fordi vi kommer aldrig nogensinde til at være de samme mennesker igen. Vores værdisæt har ændret sig utroligt meget. Det vi er som mennesker. 

Som familie har det ændret os på den måde, at der er nogle ting vi aldrig kommer til at tage for givet igen. Vi har alle mærket sorgen på egen krop, og vi håndterer den meget forskelligt. Vi er fem mennesker i familien nu, inden lille spunk er ankommet, og jeg kan se, at vi har fem forskellige måder at håndtere og være i sorgen på. Fælles for os alle sammen er, at vi har ændret os. Undervejs i processen talte vi meget om, at Karl aldrig skulle være elefanten i rummet, man ikke kunne tale om.

Karl er en del af vores historie, af vores allesammens historie. Thomas’ næstældste søn, Tobias, har en tatovering på armen af en flok fugle, der symboliserer hans familiemedlemmer. Han fik lavet en lille ekstra fugl, da Karl døde. Det var dét, der skulle til, for at han altid hørte til i hans familie. På mit håndled har jeg tatoveret to fodspor. Jeg får ikke lov til at se Karl blive student, på første skoledag, første dag i børnehave eller vuggestue, men på den måde får jeg lov til at have ham hos mig alligevel, hver eneste dag.

Jeg er langt fra færdig med sorgprocessen endnu. Men den tager nogle skridt i perioder. Jeg kan mærke at jeg er langt fra at være den samme, som jeg har været før. Lidt groft sagt har mit bullshit-filter ændret sig enormt meget. Sorg er så individuelt og forskelligt, alt efter hvordan man håndterer det. Men for mig har det betydet, at mange af de ting jeg gik op i før, går jeg ikke så meget op i mere. Ting som før sårede mig, sårer mig ikke så meget nu. Det preller af på mig, fordi jeg har været nede og vende, hvor tingene er allermørkest.

I lange perioder, fra vi mistede Karl, og faktisk rigtig mange måneder frem, kan jeg næsten ikke huske hvad der ellers er sket. De ting som virkelig kunne ryste min verden før, gør det ikke mere, for det er ingenting i forhold til det, jeg allerede har været igennem.

Sådan har jeg det også i forhold til andre mennesker. Det behøver ikke nødvendigvis være på grund af noget godt eller dårligt, men hvis jeg ikke føler de bidrager til noget i mit liv, har jeg ikke længere noget problem med at sige farvel og tak, fordi det ikke giver mening for mig. Så er det bare ikke her i livet, vi to skal pleje hinanden. Fordi jeg nu har fundet ud af, hvor dyrebar tiden egentlig er, og hvor skrøbeligt livet er, vil jeg hellere bruge tiden sammen med mennesker, som jeg føler jeg kan give noget, og som kan give noget tilbage. 

Det har selvfølgelig også ændret mit forhold til Ellinor. Ikke at jeg ikke så hende før - med PCO og alt muligt andet, var hun jo et mirakelbarn for mig - men jeg er endnu mere bekymret for hende, når jeg er ude. Jeg prøver virkelig at holde fast i mig selv for ikke at blive overpylret og bekymret for, at der skal ske noget. Derfor er det også rigtig sundt for hende at få en lillebror nu. Hun har været min livline, mit livsstykke. Hun har været bekræftelsen på, at når der sker noget skidt i livet, og det ser sort ud, så er der også noget godt. Der er altid både yin og yang. Hun er, og var, i sorgen, den største livsbekræftelse.

At miste Karl har, mere end noget andet, fået mig til at indse, at det at få børn er på lånt tid. Man skal virkelig være opmærksom på at være til stede, fordi det er så kort og så skelsættende, det man har sammen.

Jeg ville ønske jeg havde en opskrift på hvordan man kommer igennem sådan en forfærdelig sorg, men det har jeg desværre ikke, og det er jeg ked af. Grunden til at jeg er så ked af det, er at jeg ikke ønsker at nogen skal opleve det, jeg har været igennem. Jeg kan sige hvad der har fungeret for mig, og så tror jeg ellers at man skal mærke efter med sig selv. Vi er så forskellige. Den måde, vi håndterer sorgen på, er forskellig.

Det, der overraskede mig meget, var hvor meget tabu der var omkring det. Hvor lidt folk fortalte om den sorg de havde, og hvordan sorgen lå gemt inde i dem, og blev til en mere og mere grim ting. Det lå nede i dem og rådnede, og det var meget tabubelagt. Folk omkring dem havde en tendens til at tro, at bare fordi der er gået et par måneder, er de vel okay nu?
For det første er det helt sikkert, at vi kommer til at miste i livet. Det er jo ligemeget om det er et barn eller en forælder eller hvem det er, man mister: Det er 100% sikkert at døden kommer tæt på os. For det andet, bliver vi nødt til at sætte ord på det; beskrive, at det ikke er noget, der bare forsvinder. Det bliver et livsvilkår.

Sorgen er noget af det, der ændrer os, og vi kommer til at have et forhold til den her sorg gennem hele livet. Vi skal så finde ud af hvor den sorg skal være henne. Jeg tror på, at hvis vi taler om det, er det lettere at håndtere - for vores omgivelser og for os selv. Jeg har været ude for, at folk nærmest ikke kunne se mig i øjnene, da de mødte mig, fordi de ikke vidste hvordan de skulle håndtere det. Det er jo også fordi vores samfund er rykket et sted hen, hvor vi ikke længere går med sørgebind. Vi siger ikke “Jeg kondolerer med dit tab”. I stedet spørger man “Hvordan er vejret i dag?”, “Jeg håber, at alt går godt” og sådan noget.

Der er en meget stor berøringsangst omkring det. Jeg tror ikke det er sundt. Nogle mennesker vil gerne snakke om det, nogle vil gerne holde det privat. Det, det er vigtigt med sorg er, at der ikke er noget rigtigt og forkert. Der er hvordan du føler det, og det er det, der er det vigtigste. 

Om at være mor - med alt hvad det indebærer.
Cecilie Hother deler mor-livets udfordringer - og mange, mange goder.
Når hverdagen presser på
Det bliver vildere og vil fylde mere...

Der er ingen tvivl om, at vi lever i en præstationskultur. Der er heller ingen tvivl om at det kommer til at blive vildere og fylde mere, specielt fordi vi hele tiden får kastet i hovedet at “du kan hvad du vil” og “dine muligheder er uendelige”. 

Cecilie om forholdet til sin mor
Arven fra min mor

Hun har givet mig værdier, som jeg tager med mig. Hun har lært mig om værdien af fællesskab og hårdt arbejde. Vi var mange søskende, så hvis vi ikke løftede i flok, faldt hele korthuset sammen. Sådan nogle ting som at rydde op og dække bord. 

En mors bekendelser
"Det har jeg lært, af at få børn..."

Jeg elsker, når min datter siger: “Hej, jeg hedder Ellinor, jeg er tre år gammel, og jeg er en superheltepige!” Hvis min datter gerne vil være en superheltepige, så er det min opgave at sørge for at hun føler sig som en superheltepige.

 

Vi vil være med til at hylde kvinderne i vores liv. Dem som er med til at skabe ro i kaosset. Når alt ramler og ser allermest uoverskueligt ud. Mødre, der får alting til at se legende let ud. Mødre, der kommer og ordner vasketøj, madlavning, børnepasning – så andre mødre har tid til ro og velvære til sig selv. Tid til at tanke op og få syet hullerne i Superheltinde-dragten.

 

Få leveret din bestilling direkte hos hende du har kær 

Uanset om du shopper online eller i en af vores butikker - Helt gratis! Online indtaster du blot en anden leveringsadresse når du betaler. I butikkerne pakker og sender vi gaven direkte ❤️