Jeg tror egentlig min mor har betydet langt mere for mig end jeg giver hende credit for. Jeg har fem søskende, og min mors yngste bror er også nærmest en del af søskendeflokken, så vi er rigtig mange børn! Vi har et udtryk, der hedder “arven efter mor”: Det kommer sig af, at min mor er en meget stærk og karismatisk kvinde, som jeg har utroligt stor respekt for.
Min mor er nu engang min mor, og jeg tror der er mange der kan nikke genkendende til, at der ikke er nogen der kan trykke på mine knapper som en mor kan. Jeg kan blive så helt utroligt rasende på min mor. Hun kan simpelthen få mig til at føle mig så indigneret. Hun kan få mig til at føle, at jeg er 11 år igen og har dårlig samvittighed over jeg ikke har redet min seng ordentligt. Men i bund og grund tror jeg, at det er sådan mødre er. Jeg kan også tage ud at rejse med min mor, jeg kan ringe til hende klokken 12 om natten, og så ved jeg hun er der.
Der er ikke nogen som hende, der står der, når jeg har problemer med Ellinor, eller hvad det nu kunne være. Jeg tror at mit mor-datter forhold er et meget klassisk mor-datter forhold, med alt hvad det indebærer.