Det er lige meget hvor mange bøger du læser om børn, de er altid forskellige. Det er sjovt at tænke på, at vi går i skole, tager uddannelser og går i lære, vi forbereder os, går til eksamen og går ud og får et job, og lige pludselig har vi et erfaringsgrundlag. Men når vi får børn, skal vi forberede os på det på ni måneder.
Vi kan godt læse en masse bøger, men i bund og grund har vi et minimum af forberedelse på den vigtigste og mest skelsættende ting i vores liv, og vi aner ikke hvad der venter os. Du kan få det barn der sover længe, du kan få det barn der har kolik. Du kan få bulderbassen, du kan få den, der godt kan lide at sidde stille og roligt og lave perleplader - du aner det ikke! Så for mig handlede det om at gøre op med mig selv, at det kommer ikke til at blive perfekt. Allerede nu siger min datter “du er ikke en god mor”, eller “du er ikke min bedste ven”, fordi sådan er børn.
Jeg er faldet langt mere til ro i at vide, at på et eller andet tidspunkt, tager jeg mit barn i hånden, og så tager vi hen til en psykolog, eller hvad der nu kan være af tilbud, der kan hjælpe os på lige præcis det tidspunkt. Fordi jeg er langt fra en perfekt mor, men jeg gør det bedste jeg kan. Vi skal lige skal trække vejret, og sige prøv at høre her - vi er ikke perfekte. Der er noget, som er meget rigtigt, og som man hører rigtig tit, men som vi er rigtige dårlige til at tale om: Man kan ikke være noget for andre, hvis man ikke er noget for sig selv. Så hvis du bliver ved med at stå tidligt op og lave den perfekte morgenmad og den perfekte madpakke, med hjemmebagte boller og hele pivtøjet.
Hvis det ikke giver dig energi at gøre det, så lad være. Så spring over hvor gærdet er lavest. Hvis du ved, at du har brug for seks timers søvn for at fungere, men kun får tre, så bliver du nødt til at indrette dig efter at få de tre timer ekstra, ellers bliver du altså en sur kost! Så kan det godt være, at du kan være noget for dit barn, men så er du måske ikke er noget for dit parforhold. Én ting er i hvert fald sikker - du er ingenting for dig selv. Jeg siger ikke, at du skal være egoistisk og kun tilvælge dit barn og dit parforhold når det lige passer dig. Men man bliver nødt til at finde en balance i at prøve at være helt perfekt.
Jeg har en skøn mødregruppe, og i den her mødregruppe er vi 2-3 stykker, som ofte er de sidste der henter børn i børnehaven. I starten havde jeg det simpelthen så dårligt over det, lige indtil vi talte med hinanden og pædagogerne omkring det. Pædagogerne sagde nemlig, at det ikke er så slemt! For det første, får børnene pædagogernes opmærksomhed, og for det andet, er de jo sammen med hinanden. Så i stedet for at vi er nogle mødre der står og slår hinanden oven i hovedet med vores dårlige samvittighed, så smiler vi til hinanden og er glade når vi henter, fordi vi ved vores børn har hinanden. Nogle dage kan vi hente lidt tidligere, men generelt er det bare sådan det er.
Vi skal lade være med at stille så høje krav til os selv. Det, der er vigtigst, er at vi giver vores børn den kærlighed, de har fortjent.
